Bør vi hjælpe syge pindsvin – eller skal naturen have lov at gå sin gang?
Af Peter Sandøe og Christian Gamborg, Københavns Universitet
(Bragt i Weekendavisen den 16. februar 2024)
Dette debatindlæg handler om, hvordan to uforenelige natursyn, det bestandsorienterede og det individorienterede, kan komme i konflikt med hinanden i forbindelse med vores forhold til vilde dyr – i dette tilfælde syge eller forkomne pindsvin.
Mange mennesker fodrer af egen drift, og ofte for egen fornøjelses skyld, fuglene i deres haver, særligt om vinteren. Det må man godt, men det er ikke sådan, at man kan blive straffet i henhold til dyrevelfærdsloven, hvis man glemmer eller bevidst undlader at lægge mad ud til fuglene, og nogle af dem derfor kommer til at sulte. Derimod kan man blive straffet, hvis hønsene i hønsegården kommer til at sulte, fordi man lader være med at fodre dem. Tilsvarende kan man blive straffet, hvis man ikke afliver eller på anden måde hjælper syge høns i ens hønsegård, men man ikke har en pligt til at hjælpe syge vilde dyr i ens have.
Der er således et skarpt juridisk skel mellem på den ene side husdyrene og andre dyr i ens varetægt, som det er ens pligt at tage sig af, og så de vilde dyr, som i vidt omfang er overladt til sig selv. Så vidt vil de fleste nok også mene, at det er godt. Dette ikke mindst fordi det ville være en uoverkommelig opgave at skulle påtage sig ansvaret for de utallige vilde dyr, som løbende dør af sult, sygdom og skader.
Der kan dog opstå problemer den modsatte vej, når borgere sætter sig for at hjælpe bestemte grupper af vilde dyr i nød – og så støder ind i lovgivning om naturbeskyttelse, som opstiller grænser for, hvad man må gøre for at hjælpe de vilde dyr.
Det gælder for eksempel for pindsvinet, Erinaceus europaeus, som er en hjemmehørende art, der findes spredt ud over hele landet. Mange af disse insektædende pattedyr har fundet ind i private haver, især de mindre friserede af dem. Her kan der både være meget at spise, og om vinteren er det ofte muligt at finde hi i en kompostbunke eller lignende. I modsætning til de fleste andre vilde pattedyr er pindsvin ikke særligt sky over for mennesker, og deres strategi med at rulle sig sammen, når de møder farer, gør, at man jævnligt støder på dem.
Af og til kan man dog finde pindsvin, som er syge eller skadede. Det kan være dyr, som om foråret findes liggende på siden, måske fordi de har tørstet i en længere periode. Man kan også opleve pindsvin, der er blevet bidt af en hund, og der kan være moderløse unger. En del mennesker vil forsøge at hjælpe disse pindsvin, og med tiden er der vokset organisationer frem, som støtter dette arbejde. Den største og ældste af disse, som hedder Pindsvinevennerne i Danmark, har eksisteret i 30 år. Siden da er der kommet en håndfuld andre organisationer til, og foreningen Dyrenes Beskyttelse hjælper også pindsvin via sine vildtplejestationer.
Fra starten har disse organisationer taget imod syge, skadede eller moderløse pindsvin, som borgere har afleveret til dem. Disse pindsvin er blevet plejet og passet, og hvis de har overlevet, er de blevet sat ud igen – typisk i de haver, som de kom fra. Læser man organisationernes hjemmesider, fremgår det klart, at der er to hensyn, der motiverer pindsvinevennerne. Det ene er at afværge lidelse hos dyrene og sikre dem en god velfærd, og det andet er at modvirke et fald i bestanden af pindsvin i Danmark.
Gennem det seneste par årtier har denne type pleje af vilde pindsvin gradvist opnået et betydeligt omfang. Baseret på oplysninger fra de forskellige foreninger kan vi skønne os til, at i størrelsesordenen 4.000 pindsvin hvert år i de senere år er blevet plejet med henblik på genudsætning. Dette arbejde har givet anledning til reaktioner hos den relevante myndighed, Miljøstyrelsen, som i to omgange har taget initiativ til en strammere regulering af området.
I henhold til den såkaldte artsfredningsbekendtgørelse er det tilladt at pleje ”tilskadekommet vildt eller nødstedt yngel”, hvis det sker med henblik på genudsætning – og det må i princippet alle mennesker gøre, medmindre dyret står på en liste, der optræder som et bilag til loven. I 2019 valgte Miljøstyrelsen som en reaktion på de mange pindsvineplejere at sætte pindsvinet på denne liste. Fra da af krævede det en bemyndigelse at tage pindsvin ind og pleje dem. For at få den skal man til Miljøstyrelsen indsende dokumentation for, at man enten har en relevant uddannelse eller på anden måde har kendskab til eller praktisk erfaring med pleje af dyr. Denne forhindring overvandt pindsvineorganisationerne og kunne fortsætte deres virke nogenlunde som hidtil.
Nu er Miljøstyrelsen på vej med et nyt initiativ, som ifølge pindsvineorganisationerne kan give dødsstødet til arbejdet med at pleje og genudsætte pindsvin i Danmark. Der er tale om en ny vejledning for pleje af pindsvin, som vil begrænse, hvilke pindsvin, som må tages ind og plejes, til enten at være dem med skader eller de moderløse unger. Derimod vil syge, dehydrerede eller afmagrede voksne pindsvin, efter hvad vi har fået oplyst af styrelsen, ikke længere kunne tages ind. Disse pindsvin, der ifølge organisationerne udgør over halvdelen af de dyr, som de hidtil har taget sig af, skal i fremtiden enten aflives eller have lov at dø af sig selv.
Ifølge Miljøstyrelsen er der tale om en håndhævelse af en bestemmelse, som allerede findes i artsfredningsbekendtgørelsen, men ifølge organisationerne er der tale om en væsentlig stramning, som i realiteten vil underminere det hidtidige arbejde med at hjælpe og genudsætte tusindvis af pindsvin hvert år. Miljøstyrelsen giver ikke anden officiel begrundelse for stramningen, end at den følger lovens bogstav. Det er dog ikke umiddelbart indlysende, hvad der skulle være den relevante forskel mellem at redde moderløse unger og at redde voksne dehydrerede pindsvin.
Når vi taler med de to parter – myndigheden og de frivillige organisationer – mener vi bag deres respektive argumenter at kunne se to ganske forskellige syn på naturen:
På den ene side er der vildtbiologernes natursyn, som kendetegner Miljøstyrelsens arbejde. For dem er målet at sikre sunde bestande af vilde dyr. At nogle pindsvin dør af sult, dehydrering og sygdom er for dem en naturlig ting, og kun i ekstreme situationer, hvor bestanden er stærkt truet, bør man derfor gribe ind. Pindsvinet er på den nationale artsbevarelsesliste placeret i kategorien ”livskraftig” – som er den bedste kategori på skalaen. Hvis man vil hjælpe arten, skal man i alle tilfælde ikke fokusere på at redde individuelle pindsvin, men på at sikre deres naturlige levesteder. Derfor er det som hovedregel for pindsvinenes vedkommende bedst at lade naturen gå sin gang.
På den anden side er der det natursyn, som bl.a. Pindsvinevennerne ser ud til at repræsentere. Her er det ikke kun bestande, men også individuelle dyr og deres velfærd, som betyder noget. Kan man hjælpe et udmagret, dehydreret eller sygt pindsvin tilbage i en tilstand, så det kan leve videre på egen hånd igen, har man gjort noget godt for dyret og alt andet lige også for bestanden, selv om denne måske ikke er alvorligt truet.
I en mailkorrespondance, som vi har haft med formanden for Pindsvinevennerne i Danmark, Leni Bjerg, henviser hun til, at det på en hjemmeside for den myndighed, som er ansvarlig for dyrevelfærdsloven, står, at loven gælder for alle dyr, også de vilde. Men lovgivningen gælder faktisk ikke på samme måde for tamme og vilde dyr. I modsætning til, hvad der gælder for tamdyrene, har vi som nævnt ikke en pligt til at hjælpe vilde dyr i nød, og nogle gange har vi, som det fremgår, faktisk en pligt til at lade være.
Uenigheden om, hvor vidt vi skal redde pindsvin, der er tilskadekomne eller på anden måde lider, er kun et af mange eksempler på konsekvenserne af de to forskellige syn på, hvordan vi bedst hjælper vilde dyr i naturen, det bestandsorienterede og det individorienterede. Hvordan balancen skal være mellem de to natursyn, når det kommer til regulering og anden omgang med vildtlevende dyr, er i sidste ende et politisk spørgsmål. Som vi så ved balladen om dyrene i de planlagte naturnationalparker, er der her grundlag for værdipolitisk kamp.