Den internationale udvikling

 

Verdens første dyreværnslov blev vedtaget af det britiske parlament i 1822. Den skulle tjene til at forbyde "formålsløs grusomhed" mod dyr. Og i en række senere love, herunder i Danmark, var fokus på at hindre "unødig" lidelse. I de første dyreværnslove kunne behovet for at beskytte dyr således sidestilles med behovet for at beskytte dem mod meningsløs mishandling. Denne tendens gik igen i den meste dyreværnslovgivning op til i hvert fald 1950’erne.

 

Derefter tog lovgivning og andre initiativer i stigende grad sigte på at sætte grænser for den rationelle brug af dyr. Den nye målsætning for dyreværnslovgivningen blev at fremme dyrevelfærd. Her er der tale om at beskytte dyr mod problemer, som i høj grad er "meningsfulde" set ud fra en økonomisk synsvinkel. Det gælder ikke mindst i forhold til at sikre landbrugets dyr mod konsekvenserne af intensive produktionsformer.

 

Således har der i den offentlige debat gennem de seneste fire årtier været fokuseret på bl.a. burhøns, fikserede søer, slagtesvin i dårlige stalde, helårsopbundne køer, tremmekalve, hurtigvoksende slagtekyllinger og transport af levende dyr over lange afstande. Debatten startede for alvor i Storbritannien midt i 60erne med publiceringen af Ruth Harrisons bog Animal Machines (1964), og har siden spredt sig til resten af Nordeuropa og derfra til resten af den vestlige verden.

Kritikerne af den intensive husdyrproduktion har haft som hovedkrav, at der blev indført lovgivning om alternative og mere dyrevenlige produktionssystemer. Typisk reagerede regeringerne i de lande, hvor befolkningen interesserer sig for land­brugsdyrenes velfærd, i første omgang med at nedsætte råd og kommissioner. Det skete første gang i Storbritannien, hvor regeringen midt i 60erne nedsatte den såkaldte Brambell komité til at vurdere husdyrenes forhold. I Danmark har der været nedsat to tilsvarende offentlige udvalg, som afgav betænkninger i hen­holdsvis 1979 og 1988.

 

Endvidere er der blevet nedsat permanente råd, der har som opgave at følge udviklingen inden for husdyrbruget og fremkomme med for­slag til, hvorledes politikerne kan regulere området. Inden for Europa findes der for øjeblikket sådanne Råd i Belgien, Holland, Norge, Storbritannien, Tyskland, Sverige og Danmark, og i regi af EU findes der en meget aktiv rådgivende komité. I forlængelse af disse initiativer er der gennem de seneste tre årtier i stigende grad kommet lovgivning, både i enkelte Nordeuropæiske lande og inden for rammerne af EU, rettet mod at forbedre velfærden for landbrugets dyr.

 

Den danske dyreværnslovgivning

 

Den danske dyreværnslov indeholder flere fornemme formålserklæringer, der klart synes at kunne tjene som grundlag for at stille spørgsmålstegn ved dele af det, som foregår inden for rammerne af den intensive husdyrproduktion. Dette gælder fx formuleringen i § 2, som siger: "Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer." Tilsvarende paragraffer findes i andre EU landes lovgivning med baggrund i EUs direktiv om beskyttelse af dyr, som holdes til landbrugsformål.

 

Nogle gange vil det allerede på grundlag af de indledende paragraffer i dyreværnsloven være muligt at fastslå, at en praksis, som forekommer i landbruget husdyrhold, ikke er lovlig. Det drejer sig især om forhold, hvor der ikke i tilstrækkeligt omfang føres tilsyn med og gribes ind i forhold til dyr, som bliver syge eller får skader. Ved hjælp af afgørelser fra domstolene bliver der gradvist strammet op i takt med, at den almindelige holdning ændrer sig i retning af at lægge mere vægt på hensynet til dyrenes tarv, samt selvfølgelig også i lyset af ny viden. Eksempelvis blev der fra myndighedernes side i 2003 grebet ind over for forekomsten af alvorlige skuldersår hos søer.

 

På andre områder skal der tilsyneladende regelændringer til for at få lovgivningens målsætninger ført ud i livet. Dette gælder i særlig grad, når en produktionsform tilsidesætter dyrs mulighed for at få opfyldt deres adfærdsmæssige behov. Godt nok har justitsministeren mulighed for at fastsætte regler "om dyrs opholdsarealer og opholdsrum og om inventaret heri, herunder at opholdsrum og inventar skal godkendes, før det tages i brug". Men netop når det drejer sig om landbrugets dyr, er der snævre grænser for ministerens muligheder for at fastsætte regler uden at inddrage Folketinget.

 

Med mindre det drejer sig om regler, der baserer sig på internationale forpligtelser, såsom EU-direktiver, kan ministeren kun fastsætte regler vedrørende dyr i landbruget i bekendtgørelsesform, når "de er af mindre indgribende betydning". Endvidere siger loven, at der ved sådanne regler "skal [...] fastsættes overgangsordninger, der sikrer, at landbruget får rimelig tid til at omstille sig", samt at reglerne skal forhandles med fødevareministeren og landbrugets organisationer. I praksis betyder dette, at de fleste stramninger af regler for hold af dyr i landbruget enten skal ske gennem lovgivning fra Folketinget eller på grundlag af fælles EU regler.

 

Baggrunden for de nævnte begrænsninger i muligheden for at gribe ind over for landbrugets dyrehold er vel dels, at landbrugsinteresser har haft indflydelse i forbindelse med tilblivelsen af den danske dyreværnslov. Men der er også set ud fra andre synsvinkler grundlag for at være tilbageholdende med nationale regler. Produktionen foregår nemlig i stigende grad på et marked med frie markedsbevægelser - et marked, som ikke respekterer landegrænser.

 

Udfordringer

 

En national lovgivning, som alene vedrører den produktion, der foregår inden for landets grænser, kan ikke løse de dyreværnsproblemer, som måtte knytte sig til importerede produkter. Samtidig kan en restriktiv national lovgivning pålægge de nationale producenter øgede omkostninger og dermed stille dem ringere i den internationale konkurrence. Konsekvensen kan i sidste ende blive, at produktionen flytter til lande med en mindre restriktiv dyreværnslovgivning, hvilket bestemt ikke ville være til gavn for dyrene.

 

At forhindre, at dyrevelfærdslovgivning bidrager til at flytte produktion ud af landet snarere end til at løfte velfærden for de berørte dyr, er en af flere udfordringer, som rejser sig for bestræbelsen på gennem lovgivning at forbedre velfærden for dansk malkekvæg.

 

En anden udfordring er, at lovgivning typisk retter sig mod at stille mindstekrav til de fysiske rammer, hvorunder dyrene holdes - herunder ikke mindst til staldindretningen - medens dyrenes velfærd typisk bestemmes af et komplekst samspil mellem en lang række faktorer, der inkluderer fodring, opsyn og andre pasningstiltag, og som også hænger sammen med avlsarbejdet.

 

I forhold til et af de helt store velfærdsproblemer i mælkeproduktionen, nemlig klovlidelser og deraf følgende haltheder hos dyrene, kan man se, at der er meget store forskelle fra producent til producent, selv mellem producenter, hvor dyrene lever under stort set de samme fysiske rammer.

 

En måde at håndtere denne udfordring på er ved at lovgive på en ny måde, hvor fokus ikke alene er på de fysiske rammer, men også er på de faktiske konsekvenser for dyrene. Fx har man inden for lovgivning vedrørende slagtekyllinger indført regler om, at dyrenes fødder på slagterierne skal kontrolleres for såkaldte trædepudesvidninger. Er der er et for højt niveau af disse problemer, griber myndighederne ind - i første omgang med påbud og henstillinger. Denne lovgivning formåede i løbet af et par år at skabe en markant forbedring af velfærden hos de danske slagtekyllinger.

 

Tilsvarende kan man forestille sig, at lovgivningen til sikring af velfærden hos dansk malkekvæg stiller krav om, at registreringer af benproblemer og andre væsentlige velfærdsproblemer hos dyrene bliver brugt til at gribe ind over for besætninger, hvor der ikke er tilstrækkeligt styr på tingene.

 

For at lovgivningen kan opfylde sit formål, er det også afgørende, at producenterne kan se meningen med den. Overdreven detailstyring eller bestemmelser, der opfattes som værende i strid med dyrenes tarv - jf. diskussionen om EUs kalvedirektiv - kan virke demotiverende på producenterne og dermed stille sig i vejen for at lovgivningen bliver efterlevet efter sin ånd.

 

Som det fremgår, er der en række udfordringer, som skal overvindes for at sikre, at den fremtidige lovgivning vedrørende hold af malkekvæg også kommer dyrene til gode.

 

 

 

(Denne artikel er baseret på et indlæg på kongressen Dansk Kvæg 2009, holdt 24. februar 2009)