Spændt ud mellem hensyn - Om etiske dilemmaer i kvægbruget

Af Mickey Gjerris, lektor, Københavns Universitet, Center for Bioetik og Risikovurdering

Etik har en tendens til at blive en diskussion af tekniske detaljer. Hvor mange mastitis-tilfælde? Svær eller let halten? Behandling eller aflivning? Og det er godt nok. Men der kan undertiden være grund til at huske på, at etik ikke er et særligt fænomen, der dukker op i specielle situationer og giver et svar på spørgsmålet: Hvad bør jeg gøre nu? For etik er også en påmindelse om de vilkår, som er for vores tilværelse og en overvejelse af, hvad vi egentlig taget kan stille op med følelsen af svigt og afmagt. I det følgende vil jeg søge at fremstille de rammer, som diskussionen om kvæg og dyrevelfærd udspiller sig inden for i dag.

Det er synd for os

Det er synd for menneskene. Sådan lader Strindberg gudedatteren Agnes sige i ”Et drømmespil”. Det er synd for menneskene. Ud af øjenkrogen kan vi altid se vores tilværelses endelighed – og frygten for at miste er aldrig langt væk. Vi lever liv, der kræver selvopholdelse og kamp og kun alt for ofte synker vores drømme i grus fordi skæbnen, tilfældighederne eller guderne spiller terninger med os – eller bare ikke er til. Det er synd for menneskene. Vi er skrøbelige væsener, der så let går itu og forsvinder. Vores liv er liv i ”cura” – i bekymring, som filosoffen Martin Heidegger udtrykker det.

Samtidig udmærker mennesket sig blandt alle væsener, der kryber, kravler, hopper, svømmer og flyver omkring på denne planet ved at kunne påtage sig et etisk ansvar. Vi kan det, som ingen andre kan: Vi kan stå inde for, at det vi har gjort, ikke blot blev gjort for at sikre os selv mod den truende død, men blev gjort fordi vi ønskede at leve op til vores ansvar i forhold til de andre. Eller rettere sagt: Vi burde stå til ansvar for vores handlinger. I virkelighedens verden undlader vi det imidlertid tit og lever videre enten plaget af en nagende samvittighed eller i fornægtelse af ansvaret.

Vores bevidsthed om tilværelsens tragiske natur og vores evne til at skelne mellem rigtigt & forkert, godt & ondt har op gennem historien ført til, at mennesket har prist sig af at være verdens herskere, skabelsens krone eller bare de mest vigtige væsener på planeten. Vi anser ganske enkelt os selv for at være de etisk set mest værdifulde eksistenser. Ser vi på vores kulturkreds som et hele, så er mennesket i dag udstyret med en umistelig etisk værdi (udmøntet i f.eks. menneskerettighedserklæringen), imens dyr – i teorien i hvert fald – er beskyttet mod stærk, intens og unødig lidelse. Både mennesker og dyr indgår i det etiske fællesskab, men der er sjældent tvivl om, at mennesket er vigtigst. Men det er de færreste, der vil udstrække det etiske fællesskab til også at gælder planter.

Basalt set har vi inddelt universet i dem, der kan handle etisk: De etiske agenter. Det er os. Mennesker som vi med rette kan forvente, er i stand til at påtage sig et ansvar, Og så er der alle dem, som de etiske agenter er forpligtet på: De etiske subjekter. Det er alle de mennesker, der ikke er agenter: Børn til en vis alder, psykisk syge, demente mm. og så de dyr, der kan føle smerte. Og så er der de etiske objekter, der kun har indirekte etisk betydning. Kun hvis vores anvendelse af dem skader mennesker eller dyr er de etisk interessante. De er det ikke i sig selv. Det er resten: Planter, bakterier, bjerge, økosystemer, arter mm.

Inden for etikken diskuteres det ihærdigt, hvilke væsener, der hører til hvilken gruppe og om man kan skelne mellem deres etiske betydning. Den diskussion kan synes fjern, for i praksis lever vores kultur efter ovenstående inddeling. Langt de fleste er enige om, at dyrplageri er etisk forkert og at birketræer ikke har en etisk værdi i sig selv. En af filosofiens og etikkens fornemste opgaver er imidlertid at trække vores fordomme frem i lyset. En fordom er i denne forbindelse en holdning som vi har, uden egentlig at have tænkt over den eller kunne argumentere for den. Man kan kalde fordomme for en del af socialiseringen. Det er en værdi, som vi har overtaget, men aldrig fået gjort personlig. Etik skal udfordre os til at gennemtænke vores værdier og se, om de er holdbare. Også når det gælder spørgsmålet om, hvilken etisk betydning de forskellige eksistenser har – og hvilke konsekvenser det bør have for vores handlinger.

Der er bevidstheden om, at livet er en tragedie, hvor døden hele tiden truer. Det etiske ansvar, der hviler på os for at tage vare på alt, der har etisk betydning. Diskussionen om, hvilke væsener det så er, som vi bør tage vare på og i hvilket omfang, vi bør gøre det. Det er evige diskussioner, der kan genfindes til alle tider og i alle sammenhænge. På mangfoldige måder dukker de op, hvor man ikke havde set dem og afkræver os et redeligt svar, hvis vi skal kunne stå inde for vores handlinger. Også i dyrlægens hverdag. Ved at se på de forskellige interesser, der er i forbindelse med dyrlægens rolle kan disse spørgsmål blive tydeliggjort inden for de daglige sammenhænge, hvor de ofte drukner i praktiske bekymringer, hurtige løsninger og den iboende trang i de fleste af os til at undgå konflikter.

Hensyn og interesser

Som dyrlæge står man ofte i en situation, hvor der er flere parter at tage hensyn til:

• - En selv og ens nærmeste: At være dyrlæge er (også) et arbejde, hvor der skal tjenes penge. Derudover har man en sæk med idealer og værdier for ens virke, der skal indfries i et vist omfang, hvis jobbet skal være til at holde ud. Vi har en tendens til at betragte det som uværdigt, hvis vi handler blot for pengenes skyld. Men penge er nu en gang nødvendige, når regningerne skal betales og mundene mættes. Det kan derfor være nødvendigt at tjene penge selvom det går ud over hensynet til andre. Vores liv er et liv i bekymring. Det etiske spørgsmål er, hvor grænsen går i den konkrete situation. Dette er et grundvilkår ved tilværelsen – ikke en særlig nødsituation i særlige tilfælde.
• - Klienten: Er både den, der betaler dyrlægens løn, et menneske, der også selv skal tjene penge og et individ med egne værdier, f.eks. omkring dyrevelfærd, der også ønsker at se nogle af dem indfriet. Som dyrlægen står klienten i en situation, hvor der nogle gange må prioriteres mellem forskellige hensyn. Denne prioritering kan kun finde sted på baggrund af mere eller mindre gennemtænkte etiske værdier. Ofte fornemmer man, at den etiske diskussion søges skaffet af vejen under henvisning til ”konkurrencesituationen”. Dvs. at man som producent er tvunget til at producere på konkurrencedygtige vilkår, hvis man skal kunne overleve som producent i en given branche. Men det forhindrer ikke, at 1: Man fortsat diskuterer hvilke rammer konkurrencen skal finde sted indenfor og 2: Trækker en streg i sandet og siger fra, hvis man føler, at den etiske grænse er nået. Det er ikke sådan, at ”two wrongs make it right”.
• - Dyrene: Levende væsener, der indgår i økonomiske sammenhænge risikerer altid at blive klemt af de økonomiske interesser. Kun i den ideale verden fører højest mulig velfærd til højest mulig indtjening. Mastitis hos malkekvæg synes at være et skoleeksempel på dette. I 2006 var forholdene i 90 % af besætningerne sådan, at mindst 5 % af køerne havde klinisk mastitis og 10 % subklinisk mastitis og i 10 % af besætningerne var mere end 40 % af køerne angrebet.[1] Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det en etisk udfordring at forsvare, hvordan vi kan opretholde et produktionssystem, der forvolder smerter på sansende væsener. Etisk set bliver spørgsmålet, om det kan begrundes ud fra nødvendigheden (hensynet til producenter, dyrlæger, forbrugere, samfund mm står over hensynet til dyrene) eller ud fra en argumentation, der viser, at koen som væsen ikke hører til i gruppen af etiske subjekter.
• - Det omgivende samfund: Har sat rammerne for dyrlægens virke og dyrebaseret produktion gennem en lovgivning, der, om end åben for fortolkning, trækker nogle grænser for anvendelsen af dyr. Videre er der i samfundet en række mere uudtalte forventninger til dyrlægen og dyrenes velfærd. Disse forventninger afspejler sig i fortolkningen af lovgivningen. Som borgere har mennesker nogle værdier, som de ønsker, at deres samfund skal afspejle og stræbe mod. Siden 1970´erne har der været en stigende fokus på dyrevelfærd både på forsøgsdyrsområdet og på landbrugsområdet. Her kan den enkelte borger opleve sig selv i præcis samme dilemma som dyrlægen og producenten. For borgeren er samtidig forbruger og har en interesse i lave produktionsomkostninger – så længe det afspejler sig i prisen på produkterne. At man således kan opleve en diskrepans mellem, hvad folk siger, at de vil prioritere og hvad de rent faktisk køber, bør ikke blot ses som et udtryk for hykleri eller politisk korrekthed. Det er snarere en konflikt mellem værdier og nødvendighed.

Det etiske ansvar kan vi ikke løbe fra. Men hvordan vi forvalter det og hvilke værdier vi ligger til grund for det, er ikke selvindlysende. Det er banalt at sige, at vi skal gøre det gode og bekæmpe det onde. Det er, hvad det så indebærer, som diskussionen står om. Men, spørger den muligvis let frustrerede læser nu, hvad skal vi så bruge etikken til andet end efterfølgende at begrunde vores valg? Kan etikken ikke andet end at fungere som et redskab til at sætte ord på de værdier, som bærer vores valg? Er etik blot at vise de andre, at vi handlede, som vi handlede, fordi vi mener, at hensynet til vores egen økonomi er vigtigere end hensynet til følelserne hos en række småsentimentale dyreaktivister, der fejlagtigt mener, at dyr har en etisk betydning i sig selv? Med andre ord – kan etikken ikke bidrage til, at vi kommer til klarhed over, hvilke der er de rette værdier og hvordan vi skal forvalte vores ansvar?

Etikkens rolle i dyrlægens hverdag

Vi lever i et samfund, der er kendetegnet ved, at den enkelte frit kan vælge sine værdier, så længe de ikke skader andre. Det kaldes værdipluralisme og her er det overordnede værdier som respekt for individets autonomi og tolerance overfor mennesker, der legemliggør andre visioner om det gode liv end os selv, der er i højsædet.

Vi kan således have meget forskellige opfattelser af, hvem vi har et etisk ansvar overfor og hvordan det bør forvaltes. Det får mange til at sige, at så er etikken forstået som diskussion af værdier meningsløs. Vi kan fortælle hinanden, hvilke værdier, som vi lever på baggrund af, men vi kan ikke diskutere dem. Jeg har mine, du har dine og sådan er det bare. Du skal respektere mig, så respektere jeg dig. Og respekt betyder her, at jeg lader dig være i fred med dine værdier. Værdipluralisme bliver således til værdirelativisme.

Dyrlægens rolle er, inden for denne forståelse af etikken, at respektere klientens ønsker, så længe dyrlægen kan holde sig selv ud. Dyrlægen kan ikke meningsfuldt indgå i en værdibaseret diskussion med klienten. Man kan bare følge med eller melde fra. Og så kan en anden dyrlæge med færre etiske skrupler tage over – og så gør det jo ingen forskel.

Påstanden her skal være, at etikken kan mere end dette – og at den etiske diskussion giver mulighed ikke alene for værdiafklaring, men også værdikritik. Men selv som blot værdiafklaring kan etikken være værdifuld. Konfronteret med den hverdag, som vi har vænnet os til og som ikke længere ryster os i det daglige, kan vi undertiden blive nødt til at erkende, at vi ikke lever i tråd med de værdier, som vi gerne ville. Det kan der være mange – også gode – grunde til, som diskuteret ovenfor. Ikke desto mindre kan der være god grund til en gang i mellem at lad sig anfægte af sine egne selvfølgeligheder og måle afstanden mellem sin virkelighed og sine idealer. Den har det med umærkeligt at vokse. Hvad man betragter som ”normalt” og ”acceptabelt” ude i stalden kan rykke sig med tiden. Ikke på grund af et bevidst valg, men på grund af vane, kynisme og vores forunderlige evne til at se henover al det ubehagelige.

Men etikken kan også fungere som kritisk korrektiv. Etik er ganske vist ikke matematik og det kan bevises, hvilke værdier, som er rigtige i sidste ende. Men værdier kan sandsynliggøres. De kan gennemtænkes og man kan se i hvor høj grad de stemmer overens med vores viden om området (ud fra hvad vi ved om evolution, nervesystemer og adfærd kan det være mere end svært at benægte, at en ko kan føle smerte). Værdier kan også måles op mod vores umiddelbare erfaring af virkeligheden og sammenholdes med vores andre værdier, så vi kan se, om tingene hænger sammen. Pluralisme betyder altså ikke nødvendigvis relativisme. Pluralisme kan også betyde, at man holder fast i, at der er en afgørende forskel på Rigtigt & Forkert, Sandt & Falskt og Godt & Ondt, samtidig med at man respektere, at andre kan mene noget andet. Vil man løfte sit ansvar må man så konfrontere dem med deres værdier og kritisere dem. Men går man kun ind i diskussionen for at få ret, risikerer man let at blive skuffet. Værdier skiftes ikke ud på stedet. Etik handler derfor ikke kun om at vinde diskussionen og få de andre til at se ens egen begavelse men om at blive klogere: På sig selv, på andre og på alle de værdier, som vores liv med hinanden og andre levende væsener er sølet ind i.

Afslutning

Det er synd for menneskene, sagde Strindberg. Vi står hele tiden i valget mellem at sikre os selv eller at tage hensyn til de andre. Og så kan vi ikke en gang få en manual, der utvetydigt fortæller os, hvem vi har ansvar overfor eller hvordan vi skal forvalte det. Vi må selv finde ud af det – og tage ansvaret for vores opdagelser.

(Denne artikel er baseret på et oplæg til Fagkvægdyrelægernes årsmøde i 22. januar 2009)